@janus@superkultur.dk

Den usynlige flyver

Kurt Danner og hans amerikanske millionærven Jack Warner er kommet sig over begivenhederne i “Den forsvundne millionær” og har fået genopbygget Jacks landsted – Nu vil de videre i arbejdet med deres kombinerede opfindelse: titlens usynlige flyver. Kurt har opfundet akkumulatoren, der havde holde det på vingerne i lang tid, mens Jack står for “et Materiale, hvorved man var i Stand til at bygge en nærmest usynlig Flyvemaskine. Det var en Slags Glas eller i det mindste noget gennemsigtigt Stof, der havde havde den Egenskab, at det opslugte alle Lysstraaler, der blev kastet mod det. Med andre Ord – den usynlige Flyvemaskine reflekterede, tilbagekastede ikke Straaler fra en Projektør, der blev rettet mod den, og heller ikke Sol- eller Maanestraaler.”

Så vidt jeg kan gennemskue, ville det gøre Jacks flyver meget, meget tydelig i solskin, fordi den ville være meget, meget sort. Men lad os være ærlige: man læser ikke Kurt Danners bedrifter for den videnskabelige verisimilitude. Man læser den for action og slå på tæven og de godes sejr over det onde.

Det sidste får vi, tør jeg godt spoile, men derudover er nummer 2 i serien en ret spag affære.

Vore helte arbejder på deres opfindelse, men bliver advaret af en ven i det hemmelige politi om, at forbryderbanden er ude efter dem. Det giver dem dog ikke lejlighed til at studse videre over Jacks nye tjener, selv om ingen af dem kan lide ham – heldigvis er tilfældighederne på deres side, hvor deres egen kløgt ikke er det. En af skurkens håndlangere forlader en hemmelig tunnel fra hovedkvarteret og kommer ud i Central Park – lige hvor Jacks mandige chauffør (som selvfølgelig hedder Bill) står og venter; og håndlangeren er tvillingebror til den mand, Bill tidligere har været i slagsmål med.

Senere tager Kurt en anden ingeniør (Fred) med på sit fly – men får manøvreret, så flyet fryser til og ganske mister enhver manøvremulighed. I det mindste er Fred ikke typen, der piver over en smule livsfare. Og snart møder de et andet fly, der er i samme situation og med usvigelig træfsikkerhed på vej mod dem. Heldigvis er den anden pilot læge og kan hjælpe dem efter faldskærmsudspringet.

På den måde forløber “Den usynlige flyver” – tilfælde på tilfælde, indtil vi når en slutning og en dramatisk afsløring om den smukke Eva Lawrence, datter af den endnu ikke afslørede hovedskurk, Ivan Stockow. Det er klassisk action-soap-historiefortælling – heltene er heltagtige (og heldige), mens skurkene er skurkagtige, og det er sådan, det skal være.

Nåja, og så en svagt homoerotisk undertone mændene imellem, men det er måske, fordi der hovedsageligt er tale om mænd. Eva lurer i kulissen og vil forhåbentlig tilføje noget ekstra spænding i den henseende.

#KurtDannersBedrifter #NielsMeyn #pulp #scienceFiction

https://superkultur.dk/2024/03/07/den-usynlige-flyver/

Henrik_Hass

@janus@superkultur.dk

Oh, jeg kom lidt væk fra ham, fordi jeg begyndte at læse om Meyn nazi-sværmeri – men det kunne godt være, jeg skulle cirkle tilbage.